Store ambitioner i FCM

FCM havde første træningsdag med Ryan Zinglersen ved roret. Og ambitionerne er skyhøje.

Der var plads til de helt store armbevægelser i Ikast-Brande Arena i dag. Den nye træner Ryan Zinglersen har store forventninger til sit holds resultater.

- Vores mål hedder en DM-finale, det hedder top 8 i Europa, og så hedder det så langt som overhovedet muligt i landspokalen, siger Ryan Zinglersen til TV/MIDT-VEST.

Spillernes mand

I spillertruppen er der fuld opbakning til de store mål, og spillerne har ligeså store forventninger til Ryan Zinglersen, som han har til dem.

- Ryan har jo masser af erfaring og rutine fra de år han har spillet Champions League og de år han har været herretræner. Han kan en masse ting, og jeg glæder mig rigtig meget til at se hvad han kommer med til os, siger Line Jørgensen.

Hård spillertrup

Den tidligere FCM-træner Kenneth Jensen blev fyret, fordi spillertruppen var utilfreds med hans indsats. Men det er ikke noget der giver Ryan Zinglersen præstationsangst.

- Jeg kigger slet ikke tilbage på hvad der er sket den gang. Det holder jeg helt for mig selv. Jeg kigger fremad, og så må vi tage det derfra, siger Ryan Zinglersen.

To nye spillere

Der var to nye ansigter inde på træningsbanen i dag. Hollænderen Nycke Groot er kommet til fra Team Tvis Holstebro, og Gitte Brøgger er kommet til som erstatning for Malene Dalgaard, som er gravid.