Stor tilbagegang for Venstre i Nordvest

Sygehussagen og Søren Gades exit koster dyrt i Holstebro og Struer.

Venstre har haft et usædvanligt dårligt valg i det nordvestlige hjørne af Vestjyllands Storkreds. Partiet har mistet 10 procent af stemmerne i Holstebro og 7,5 procent i Struer.

Der er to sandsynlige forklaringer. Den ene er at Venstre har mødt meget modstand i sygehussagen, hvor partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, fra Folketingets talerstol placerede det nye stor-sygehus i Gødstrup ved Herning.

Den anden forklaring er, at tidligere forsvarsminister Søren Gade ikke stiller op igen. Han tog personligt 24.000 stemmer og var så populær, at han også trak stemmer fra folk, der normalt ikke stemte Venstre.

Først midt på dagen fredag kan man sige, om det dårlige resultat får konsekvenser for de to V-kandidater i Holstebro og Struer, Marianne Bredal og Thomas Danielsen.