Stor stigning i det grønne energiforbrug

Danskernes forbrug af vedvarende energi steg markant sidste år med hele 11 procent. Samtidig faldt kulforbruget mærkbart på kraftværkerne.

Vindmøller har sammen med biogas en stor del af æren for, at danskerne i 2017 kunne bruge 11 procent mere energi fra vedvarende energi.
Vindmøller har sammen med biogas en stor del af æren for, at danskerne i 2017 kunne bruge 11 procent mere energi fra vedvarende energi.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Det har blæst godt sidste år, og landets vindmøller har sammen med vedvarende energi fra solceller, biogas og biomasse bidraget til at danskerne brugte 11 procent mere af de grønne energiformer i 2017 sammenlignet med 2016. Stigningen skyldes især vindenergi og biogas. Det viser den foreløbige energistatistik fra Energistyrelsen.

- Den grønne omstilling buldrer derudaf. Kullene nærmer sig med hastige skridt pensionsalderen, og vindmøllerne leverer i stigende grad grøn energi til de danske virksomheder og husstande. Den nye statistik over Danmarks energiforbrug er særdeles opløftende læsning, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Stort fald i kulforbruget

Tallene viser desuden, at kraftværkerne herhjemme brugte langt mindre kul til danskernes energiforbrug. Således faldt kulforbruget med 21 pct. sammenlignet med 2016. Et fald, der også kan ses i statistikken for Danmarks CO2-udledning, der faldt med 5,4 pct. i samme periode.

- Regeringen har besluttet at udfase kullene fra energiproduktionen i 2030. Derfor er jeg glad for at kunne konstatere, at både kulforbruget og udledningen af CO2 falder markant. Prisen på vedvarende energi rasler ned, og vi er nået til et punkt, hvor nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker i Danmark, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

I forbindelse med COP23 sidste år meldte regeringen Danmark ind i en alliance af lande, der arbejder for at udfase kul i energiproduktionen senest i 2030. Koalitionen, som hedder ”Powering Past Coal Alliance”, består foreløbigt af 34 lande samt over 20 virksomheder og organisationer, der tæller store internationale virksomheder som Virgin, Unilever, EDF og danske Ørsted.