Stor sparerunde på Mors

Politikerne i Morsø Kommune skal finde besparelser for 383 millioner. Der er ingen hellige køer, siger borgmesteren.

Befolkningstallet på Mors falder kraftigt - og det er hovedårsagen til, at Limfjordsøens politikere er tvunget ud i en større sparerunde.

Over de næste seks år skal der spares 383 millioner kroner på kommunens budget, og derfor har forvaltningen lavet et sparekatalog - som officielt bliver kaldt en serviceplan - der skal give svar på, hvor der kan skæres.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) understreger over for TV MIDTVEST, at der som udgangspunkt ikke er nogen hellige køer.

- Vi er nødt til at kigge på alle processer, men det behøver ikke nødvendigvis at betyde en ringere service. Det kan være, at det bliver en anderledes service. Men vi må også erkende, at vi skal ind og skære så dybt, at det vil påvirke alles hverdag, siger Hans Ejner Bertelsen.

Sparekataloget foreslår blandt andet, at der spares 150 millioner kroner på skoler og børnepasning, og at plejehjemmen samles i større enheder, hvilket vil give en besparelse på 30 millioner.

Det koster kommunen 50.000 kroner i mistet bloktilskud, hver gang en borger flytter fra øen.

Der er godt 21.000 indbyggere på Mors. Hvis prognoserne holder, vil der i 2040 være 18.700.

Kommuner som Lemvig, Thisted, Struer og Ringkøbing-Skjern har også problemer med fraflytning.

04:35 Luk video