Stor ros til vidne: Ledte politiet på sporet af indbrudstyve

To 18-årige anholdt efter indbrud i kiosk, hvor der blandt andet blev stjålet skrabelod og cigaretter.

Håndjern sættes fast
Foto: Flemming Christensen

Politiet fik god hjælp af et vidne, da der natten til torsdag blev meldt om et indbrud i Gimsing Kiosk på Hjermvej i Struer.

Vidnet opdagede omkring klokken 00.25, at flere personer var brudt ind i kiosken. Han alarmerede politiet, kom hurtigt i tøjet og satte så til fods efter gerningsmændene, da de forlod stedet.

- Han bemærkede, at der blev smidt en taske og kunne samtidig udpege retningen på den ene gerningsmand. En af vores hunde fik færten, og klokken 00.47 kunne vi anholde en ung mand, som var i besiddelse af en del koster fra indbruddet, blandt andet cigaretter og skrabelod, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.

Kort efter blev endnu en ung mand anholdt.

Begge anholdte er 18 år og kommer fra lokalområdet. De skal i løbet af torsdagen afhøres nærmere og vil herefter formentlig blive løsladt, indtil sagen kan komme for retten. Den ene af de to unge mænd havde i øvrigt også en mindre portion hash på sig.

Vagtchef Simon Skelkjær understreger, at politiet sætter stor pris på vidnets indsats.

- Der skal lyde en stor ros herfra. Han havde os i røret hele vejen og ledte os i den rigtige retning. Det var også hans fortjeneste, at det endte, som det gjorde, siger han.