Stor profil tilbage i FCM

Oluwafemi Ajilore skal tilbage til FC Midtjylland, foreløbigt på prøvetræning.

FCM_logo_flag1.jpg

Den tidligere FCM-profil Oluwafemi Ajilore, bedre kendt som Femi, er fra næste uge tilbage i FC Midtjylland.

Nigerianeren der spillede i FC Midtjylland fra 2004 til 2008, og som siden hen blev solgt til Groningen i Holland for 25 millioner kroner, har været klubløs siden den 30. juni. Netop derfor er det stadig muligt at skrive kontrakt med Femi, selvom transfervinduet lukkede i tirsdags.

Sidst Femi optrådte i Danmark, spillede han for Brøndby IF i 2011-2012 sæsonen, hvor han opnåede 17 kampe.

Prøvetræning

Foreløbigt er Femi tilbage i FC Midtjylland på prøvetræning. Formen skal testes, inden det afgøres, om den 28-årige nigerianer bliver tilbudt en kontrakt.

- Vi skal lige se hans niveau an. Er det stadig den samme Femi, som vi husker? Han har ikke spillet så meget i år, men hvis han stadig har gnisten i øjnene og viser, at han rummer de kvaliteter, vi husker, skriver vi kontrakt med ham, siger ordførende direktør i FCM Claus Steinlein.