Stor politiaktion: Kun få fejl og mangler hos køreskolerne

Behov for løbende kontrol af køreskolernes undervisning og udstyr.

Der er behov for løbende kontrol af køreskolerne, siger lederen af Færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.
Der er behov for løbende kontrol af køreskolerne, siger lederen af Færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi fandt kun få fejl og mangler da landsdelens køreskoler i denne uge blev kontrolleret ved en stor koordineret aktion.

I samarbejde med de øvrige politikredse i Jylland og på Fyn har ordensmagten her i landsdelen haft kig på, om køreskolernes lever op til deres forpligtigelser i forhold til elevernes undervisning.

Skolevogne standset

Der er blevet kontrolleret køreskoler i Holstebro, Struer, Skive, Tarm, Herning, Ringkøbing og Skjern, hvor udstyr og undervisningsplaner er blevet undersøgt i de skolevogne, der er blevet standset af politiet.

Ifølge lederen af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg, var det i tre tilfælde nødvendigt at optage rapport på grund af overtrædelse af reglerne.

I et enkelt tilfælde medførte kontrollen en påtale af et "ikke tilfredsstillende forhold", ligesom der i et andet tilfælde er ført tilsyn med skolens teoriundervisning. 

Køreskolerne i Midt- og Vestjylland står for 4.342 af landets køreprøver blandt 17-årige, svarende til knap en femtedel. Der har i politikredsen i år været en øget belastning på området på grund af de 17-åriges muligheder for erhvervelse af kørekort.

Lave dumpeprocenter

- Derfor er det positivt, at kvaliteten af køreskoleundervisningen ikke er faldet på grund af travlhed. Vi har også, fortsat, en af landets laveste dumpeprocenter, siger Henrik Glintborg.

Selvom det overvejende står godt til med kvaliteten af køreskolerne i Midt- og Vestjylland, så viser resultaterne af kontrollen også, at køreskolerne kan blive endnu bedre her i landsdelen.

- Derfor er der behov for, at vi stadig gennemfører en effektiv kontrol af køreskolerne, slutter Henrik Glintborg.