Stor ordre til møbelproducent

Dencon i Skive arbejder på stor ordre til norsk statsinstitution.

280114_Dencon.jpg

Der er langt mellem de positive nyheder fra den danske møbelbranche i øjeblikket - kontormøbelproducenten Dencon i Skive er en undtagelse.

Dencon har i hård konkurrence med flere andre møbelfirmaer vundet en stor ordre til det norske marked. I samarbejde med en norsk forhandler skal Dencon levere møblerne til statsinstitutionen Statistisk Sentralbyrå i Oslo. Det drejer sig om møbler til 650 arbejdspladser.

- Der er virkelig gang i det norske marked, og det er en stor fjer i hatten for et firma som vores at få så stor ordre, siger Dencons direktør Henrik S. Feld.

Hvor meget ordren er værd, vil direktøren ikke sige - ud over at det drejer sig om mange millioner.

Dencon har på det seneste øget antallet af ansatte fra 40 til 60, og den norske ordre er en stor del af forklaringen på fremgangen.

Skive-virksomheden er i fuld gang med at producere kontormøblerne, som i næste uge bliver sendt til Norge med 15 lastbiler.

Al Dencons produktion foregår i Skive, og det er helt bevidst, at virksomheden har valgt at samle alle aktiviteter i Limfjordsbyen.

- Det giver stor fleksibilitet, at vi bor og arbejder i Skive. Vi er tæt på kunderne, siger Henrik S. Feld.

TV MIDTVEST-magasinet Fast Arbejde sendte i november sidste år fra Dencon - se indslaget her:

8:16
Dencon har lavet kontormøbler i næsten 50 år