Stor optimisme i modebranchen

Stor optimisme i modebranchen

Flere års målrettet satsning på eksportmarkederne giver bonus for de danske modefirmaer, der sidste år eksporterede for 24 milliarder.

Den danske modebranche, der traditionelt står stærkt i  det midt- og vestjyske, er præget af optimisme inden den store modeuge Copenhagen Fashion Week begynder på onsdag.

Brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, der har kontorer i Herning og København, oplyser, at de danske modeselskaber i 2014 eksporterede tøj for 24 milliarder kroner - det højeste niveau nogensinde.

Og i de første tre måneder af 2015 steg eksporten med syv procent i forhold til samme periode sidste år.

- De danske modevirksomheder har for flere år siden erkendt, at væksten skal hentes på eksportmarkederne, og derfor er internationaliseringen af virksomhederne blevet intensiveret i købet af de seneste ti år. Den støt stigende eksport viser med al tydelighed, at det øgede internationale fokus betaler sig, siger administrerende direktør i Dansk Mode & Tekstil, Thomas Klausen, i en pressemeddelelse.

Brancheorganisationen har spurgt sine medlemmer om forventningerne til det kommende halve år. Også her er der optimisme at spore. 60 procent af virksomhederne regner med en lille eller betydelig fremgang i salget, mens 16 forudser tilbagegang.

Samlet omsætter branchen for godt 40 milliarder kroner.