Stor opgave: Hvad kan man få ud af gamle skriveborde?

En flok studerende fra VIA Design i Herning har fået en svær eksamensopgave. De skal gentænke et skrivebord.

Peter Serup Jensen er studerende ved VIA Design i Herning.
Peter Serup Jensen er studerende ved VIA Design i Herning.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tidligere har et godt brugt skrivebord ikke været meget værd efter brug, og er bare blevet smidt på lossepladsen, men sådan skal det ikke gå her.

En række studerende fra VIA Design i Herning arbejder nu på at lave genbrug om til en forretning, og de skal derfor gentænke gamle skriveborde og give dem et helt nyt liv.

Der er heldigvis meget, som sådan et bord kan blive til. Solbriller, brevbakker, lamper og alverdens andre idéer myldrer frem.

- Der er altid lidt kaotisk i starten, når man går ind til et projekt. Det må man jo indrømme, siger Peter Serup Jensen.

Han er glad for opgaven og er sammen med sit hold i gang med at løse opgaven. Han mener, at det er relevant at arbejde med genbrug.

- Det vokser lige nu, fordi man har hørt så meget om global opvarmning og at havene bliver svinet til med plastik. Så der er stort fokus fra medierne på, at vi får brugt for mange ressourcer i forhold til, hvad vi har, og at vi som kultur har et for stort forbrug i forhold til, hvad vi egentlig bør producere, fortæller han.

Skrivebordene kan blive til mange ting. Her viser Anne Bronton sin kreation frem.
Skrivebordene kan blive til mange ting. Her viser Anne Bronton sin kreation frem.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Svær opgave

Selvom de studerende synes, det har været en spændende opgave, så indrømmer de også, at det har været en udfordring at gendesigne noget, der allerede er designet.

- Man skal kunne tænke bredere, end hvad man altid plejer at gøre. Derfor har det været en super god udfordring, men ved at vi har så mange forskellige specialer i spil, så kommer vi også med mange forskellige input. Men det har ikke direkte været svært, siger Anne Bronton.

Hendes gruppe er ved at lave en plade, der kan bruges i loftet som en stuk eller som vægdekoration.

De små dele er lavet af skrivebordspladen.
De små dele er lavet af skrivebordspladen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De studerende har fået opgaven, fordi genbrug er vigtigt, mener lektor ved VIA Design, Thomas Østergaard.

- De studerende skal lære, at vi er i en situation, hvor vi mangler ressourcer og ikke bare kan blive ved. Så de der tænker cirkulært og bæredygtigt vil også have en fordel i fremtiden. For hvis man kan tænke affald ind, så kan man ligefrem have en fordel i forhold til sine konkurrenter, siger han.

2:07