Stor opbakning til Mirvete

Indsamlingen til den kosovoalbanske kvinde Mirvete Krasniqi fra Struer er nu slut - og dermed ser det ud til, at hun kan blive boende i Danmark.

Der er nu stillet garanti for i alt 58.207 kroner til den kosovoalbanske kvinde Mirvete Krasniqi fra Struer. Senest er skuespilleren Anne Marie Helger gået personligt ind i sagen og har stillet garanti for det krævede beløb for at Mirvete Krasniqi kan blive ægtefællesammenført med sin mand, Nazmi Krasniqi.

Skulle forlade Danmark om to dage

I april 2008 fik Mirvete Krasniqi ellers humanitær opholdstilladelse i Danmark, men Udlændingeservice gav senere afslag på opholdstilladelse. Dermed skulle hun have forladt Danmark senest den 10. oktober, hvis ikke det lykkedes for familien at betale 58.207 kroner. Et beløb, som ægteparret ikke selv var i stand til at rejse. Derfor satte sognepræsten Leif Bork Hansen en indsamling i gang for den udvisningstruede kvinde.

"Der har været en enestående opbakning fra hele landet til Mirvete. Der er alene indsamlet over 40.000 kr fra private. Hermed vil jeg gerne takke alle der er gået ind og har støttet," skriver Leif Bork Hansen i en pressemeddelelse.

Allerede i 2000 flygtede Mirvete Krasniqi  til Danmark.