Stor opbakning: Pape genvalgt som K-formand

Søren Pape Poulsen er lørdag blevet genvalgt som formand for Det Konservative Folkeparti. Kun fem procent så gerne, at partiet efter valgnederlaget i juni kiggede sig om efter en anden.

sorenpapevalg_0.jpg

Søren Pape Poulsen er lørdag blevet genvalgt som formand for Det Konservative Folkeparti.

Det skete på partiets landsråd i Herning, hvor formanden fik forlænget sit mandat uden modkandidater.

- Jeg takker jer så inderligt af hele mit hjerte for den tillid og tålmodighed, I har vist mig, lød det fra Pape, da valget var en realitet.

Pape blev hyldet med vedvarende klapsalver fra landsrådet og en rundspørge foretaget af Ritzaus Bureau viser da også udbredt tilfredshed med Søren Pape Poulsen som formand, selvom partiet mistede to mandater ved folketingsvalget i juni.

Ud af 114 deltagende lokal- og storkredsformænd samt by- og regionsrådsmedlemmer svarede 86 procent, at det var rigtigt af Pape at fortsætte som formand efter valget, selvom han ikke indfriede sin egen målsætning om fremgang til partiet.

Kun fem procent mener, at formanden burde være gået af som følge af valgresultatet.

Søren Pape Poulsen blev første gang valgt som formand på sidste års landsråd, efter at han i august forlod borgmesterposten i Viborg for pladsen som politisk leder af Det Konservative Folkeparti efter Lars Barfoed.

Ud over Pape er Michael Ziegler genvalgt som første næstformand for Det Konservative, mens Henrik Weiglin er valgt som ny anden næstformand, hvor han afløser Lars Henrik Hejlesen

/ritzau/