Stor narkofangst i Skive

Politiet slog tirsdag til mod to adresser i Skive, som de mistænker for salg af narko. På begge adresser blev der fundet store mængder narko - og det ene sted også et skunklaboratorium

130123Narko.jpg

Den første adresse var en lejlighed på Christiansgade i Skive. Politiet slog til efter et anonymt tip.

To mænd blev anholdt med narkotika på sig. Den ene mand på 28 år havde 21 gram skunk og 8 gram amfetamin på sig. Den anden mand på 19 år havde 1 gram skunk på sig. Der var i øvrigt 3-4 andre i lejligheden - blandt andet en 15-årig pige.

Politiet mistænker de to mænd for at videresælge narkotika.

Skunklaboratorium

 Den næste adresse var en ungdomsbolig på Arvikavej i Skive. En nabo havde bemærket et "mærkeligt lys" i en af de andre lejligheder.

Politiet fandt et skunklaboratorium på adressen med 825 gram skunkplanter. Derudover var der også 11 gram rent skunk, 474 gram skunkrester og 82 gram amfetamin.

Den anholdte er 25 år, og er kendt af politiet. Han erkender, at have købt 100 gram amfetamin og dyrket skunk til eget forbrug - men nægter at have solgt det videre. Han fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Viborg senere i dag.