Stor modstand mod lukning af psykiatriske sengepladser

Planer om at flytte psykiatriske sengepladser fra Holstebro til Herning møder stor modstand. På kort tid har 1600 personer skrevet under på en underskriftsindsamling.

Politikere vil flytte de 17 sengepladser på den psykiatriske afdeling på Regionshospitalet Holstebro til Herning. Foto: Arkiv

Politikerne i Region Midtjylland har planer om at nedlægge de psykiatriske sengepladser på Regionshospitalet Holstebro og flytte dem til det nye supersygehus ved Herning.

Det har fået patienter og ansatte på Regionshospitalet i Holstebro til at reagere, og en underskriftsindsamling startet af foreningen Bedre Psykiatri tager i disse dage for alvor fart. På under tre døgn har mere end 1600 personer skrevet under på, at de 17 sengepladser i Holstebro skal bevares.

En flytning vil være faglig forsvarlig, men vi har brug for mere tid til at finde ud af, hvad der skal ske.

Steen Jakobsen, regionsrådsmedlem (V)

Politikerne har planer om at lukke den psykiatriske afdeling i Holstebro som en konsekvens af manglen på psykiatriske overlæger. Sengepladserne skal i stedet flyttes til Herning, når supersygehusbyggeriet er færdigt, men der er endnu ikke truffet en endelig beslutning.

- En flytning vil være faglig forsvarlig, men vi har brug for mere tid til at finde ud af, hvad der skal ske. I en budgetaftale står der, at der skal være psykiatriske sengepladser i både Herning og Holstebro, så vi skal selvfølgelig gøre alt for, at de begge har døgnpladser, siger regionsrådsmedlem Steen Jakobsen (V).

- Som at starte helt forfra

En af dem, der kommer til at mærke flytningen af sengepladserne på egen krop, er Monica Søholm Kristensen. Hun har været indlagt på den psykiatriske afdeling i Holstebro siden slutningen af marts, og hun bryder sig ikke om tanken om at skulle flyttes til Herning.

Det betyder alt, at jeg har familien tæt på. I aften skal jeg for eksempel hjem i et par timer, og det vil jeg ikke kunne, hvis jeg skulle være indlagt i Herning.

Monica Søholm Kristensen, indlagt på psykiatrisk afdeling på Regionshospitalet Holstebro

- Jeg har det virkelig ikke godt med det, for det bliver som at skulle starte helt forfra igen. Der er langt til alle mine pårørende fra Herning. Min mor har ikke bil, og min gamle bedstemor vil ikke kunne komme og besøge mig, siger Monica Søholm Kristensen.

Hun fortæller, at det betyder meget, at man har familien tæt på, når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun håber derfor ikke, at politikerne lukker den afdelingen i Holstebro.

- Det betyder alt, at jeg har familien tæt på. I aften skal jeg for eksempel hjem i et par timer, og det vil jeg ikke kunne, hvis jeg skulle være indlagt i Herning, siger Monica Søholm Kristensen.

Sagen om flytningen af de psykiatriske sengepladser bliver behandlet i regionens forretningsudvalg i løbet af mandag, før Regionsrådet ifølge planen skal tage en endelig beslutning på et møde den 24. august.