Stor mangel på arbejdskraft

Travlhed på havnen i Thyborøn får virksomhederne til at råbe på kvalificeret arbejdskraft.

Thyborøn Havn står overfor en massiv udvikling de kommende år. Havnen har netop fået vestkystens største flydedok, og planerne om flere store kystnære vindmølleparker er allerede på plads. Derfor er der masser at se til for virksomhederne på havnen. Så meget, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft.

- Der er jo mange, der synes, det er langt vest på og et forblæst sted, lyder det fra den daglige leder i i Kynde og Toft, Jens Kristian Eriksen.

Virksomheden er i fuld gang med at bygge en værkstedshal, og har ikke haft så travlt i tre år.

- Det er selvfølgelig et problem, hvis vi ikke kan skaffe de mennesker, der er brug for, så kan det jo dæmpe udviklingen, siger han.

Havnen klar til at hjælpe

Flydedokken har længe været et stort ønske, og derfor er havnedirektøren indstillet på at hjælpe virksomhederne med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

- Nu har man kæmpet i Thyborøn i otte år for at få en dok, og nu er den kommet. Så skal vi også nok skaffe arbejdskraften, og det går vi selvfølgelig positivt ind i sammen med havnen og serviceklyngen, sådan at vi kan få profileret området, siger Jesper Holt Jensen, Havnedirektør i Thyborøn Havn.

02:30 Luk video