Stor kritik af brug af sprøjtemidler

Mandag fortalte vi historien om, at mange landmænd er tvunget til at sprøjte deres marker. Nu har et kor af kritikere meldt sig.

Sproejtemidler.jpg

- Jeg er i forvejen ikke glad for Roundup, fordi det kan forurene vores grundvand. At man så begynder at bruge det til andet end at bekæmpe ukrudt, det er simpelthen forkasteligt.

Sådan lyder det i dag fra Carl-Emil Larsen, der er direktør i Dansk Vand- og Spildevandsforening, efter TV MIDTVEST i går viste, hvordan landmænd sprøjter deres korn med ukrudtsmidlet Roundup - alene for at modne kornet.

Efterafgrøder skal være sået senest d. 20. august. Derfor mener landmændene, at de er nødt til at tvangsmodne kornet med sprøjtemidler, for at kunne følge med.

Kan skade både korn og vand

Den tidligere miljøminister, Ida Auken fra Radikale Venstre, vil nu have miljøministeren til at kigge nærmere på sagen.

- Vi kan se, at noget af det her Roundup kan ende i kornet, fordi man sprøjter så sent - og dermed i folks brød, og det kan ende i vandløb og fjorde. Og det synes jeg, at vi skal have set på, lyder det til TV MIDTVEST.

Landmændenes formand er heller ikke begejstret for, at sprøjtemidlet bliver brugt til kun at modne kornet.

- Jeg skal ikke afvise, at der kan være nogle helt specielle situationer, hvor det kan være en god idé. Men helt generelt har vi den holdning i landbruget, at vi skal bruge så få pesticider som overhovedet muligt, forklarer fra Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Ida Auken foreslår nu, at der skal laves en deadline for, hvor tæt på høsten landmændene må bruge Roundup.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har i dag tilføjet til diskussionen, at landmændene har mulighed for at søge dispensation, hvis de ikke kan nå at så efterafgrøder inden for den fastsatte deadline.

 

Du kan se aftenens indslag om brugen af sprøjtemidler her:

2:25
Fra flere sider bliver de landmænd, der tvangsmodner deres korn ved hjælp af sprøjtegifte, i dag udsat for kritik.

(Ser du med fra appen, finder du i stedet indslaget i toppen af siden!)