Stor interesse for skipperkursus i Thyborøn

Skipperuddannelse i Thyborøn ser ud til at blive en realitet i 2010.

Her godt et år før, et kursus som fiskeskipper af 3. grad er planlagt i Thyborøn, er EUC Nordvest Fiskeriskolen optimistisk omkring den halvt år lange udannelse.

Ni-ti elever har meldt deres interesse for at deltage, og når jul og nytår er passeret, regner efteruddannelseskonsulent Erik Christensen fra Fiskeriskolen med at tage fat på de interesserede elever.

Kurset der normalt afvikles på Skagen Skipperskole, har før været udbudt i Thyborøn uden held, men nu er der stor tro på, at det kan afvikles i efteråret 2010.

Udannelsen til fiskeskipper af 3. grad varer et halvt år, og den giver ret til at sejle som styrmand på fiskeskibe i nærfart.

Det skriver Fiskeri Tidende i dag.