Stor interesse for byggegrunde giver problemer

Der er solgt flere byggegrunde i Viborg på det første halve år i 2017 end i hele 2016. Og det skaber udfordringer.

Viborg-borgmester, Torsten Nielsen, er svært tilfreds med den store tilflytning til kommunen. Også selvom det giver en del udfordringer.
Viborg-borgmester, Torsten Nielsen, er svært tilfreds med den store tilflytning til kommunen. Også selvom det giver en del udfordringer.
Foto: Sebastian Andreasen, TV MIDTVEST

En masse solgte byggegrunde lyder som drømmescenariet for enhver kommune. Men i Viborg skaber det faktisk også visse udfordringer. 

Det store salg af byggegrunde betyder nemlig, at kommunen skal være rustet til at tage imod en masse nye borgere, og det stiller større krav til infrastrukturen.

Særligt i den østlige del af byen forventer kommunens konservative borgmester, Torsten Nielsen, at der skal gøres et grundigt arbejde:

- Vi prøver at tænde det lange lys og finde ud af, hvordan vi tror udviklingen vil fortsætte. Så vi kan finde ud af, hvordan vi får den østlige del af Viborg koblet sammen med rute 26, forklarer han.

Ved udgangen af juni var der solgt flere byggegrunde i 2017, end der blev solgt i hele 2016.

200 mio. til skolebyggeri

Men det store salg af byggegrunde lægger også pres på børnområdet. Derfor har kommunen afsat 200 mio. kr. til skolebyggeri.

- Vi har jo skolerne i området, men hvordan det hele skal fordeles, er vi nødt til at se ordentligt på. Vi skal have fundet en rigtig god løsning, som kan løse de udfordinger, som vi har på nuværende tidspunkt. Men vi skal også være sikret i fremtiden, forklarer borgmesteren.

Han understreger samtidig, at det bliver en svær proces, men at han er utroligt glad for udviklingen:

- I princippet er det jo en fantastisk situation. Jeg vil hele tiden glæde mig over den store tilflytning, vi har til vores kommune. Samtidig er det da en sjov udfordring.

Sådan lyder det fra en smilende Torsten Nielsen, der forventer, at byggeriet for alvor tager fart inden for det næste år.