Stor forskel på affaldssortering i kommunerne

Om otte år skal halvdelen af alt husholdningsaffald i Danmark genanvendes. Det betyder, at flere af de Midt- og Vestjyske kommuner skal gøre en ekstra indsats for at opnå det resultat.

131117Affaldssortering.jpg

Hvert år producerer vi danskere 2,4 millioner tons affald i vores husholdning, og det er kun cirka en femtedel af affaldet, der bliver genanvendt. Det vil Regeringen gøre noget ved, så om otte år skal vi genbruge halvdelen af alt vores affald, og det stiller store krav til kommunernes affaldssortering.

Fra én til tre skraldespande

Når borgerne på Mors skal ud med skraldet, kan de i dag nøjes med én pose, men efter nytår ser det helt anderledes ud. Der skal affaldet nemlig sorteres i fire forskellige rum.

- Det der er tanken, med det her er, at det er, at vi kommer op i nærheden af 80 procent af det, der kan genanvendes, det bliver genanvendt, siger Viggo Vangshøj, Soc.Dem, der er formand for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

Fra april måned skal alle husstande i Morsø Kommune sortere affaldet i 4 forskellige rum. De får én spand til madaffald, én til restaffald og én opdelt spand hvor der skal metal, glas og plast i den ene side og papir, pap og plastfolie i den andet.

- Samtidig så kan man køre det organiske affald igennem en kværner, så det kan bruges til bioforgasning, siger Viggo Vangshøj, Soc.Dem, der er formand for Teknik og Miljø i Thisted Kommune.

Holder fast i én spand

I Ringkøbing Skjern har de valgt en helt anderledes måde at leve op til regeringens krav om 50 procent genanvendelse. Hvor borgerne i Morsø Kommune skal til at sortere affaldet i hjemmet, så skal borgerne her selv køre affaldet ud på en af kommunens affaldsstationer. Lige nu er der 150 steder i kommunen, hvor borgerne kan komme af med affald, og det er planen, at der skal opføres endnu flere.

- Folk er rigtig gode til at tage deres affald hen og få det sorteret. I hvert fald kan vi konstatere, at vi allerede nu er oppe på den målsætning, som planen siger vi skal være i 2022, siger formanden for Teknik og Miljø i Ringkøbing Skjern Kommune Ole Kamp.

Danmark er i øjeblikket placeret på en ottendeplads, når det gælder genanvendelse af affald.