Stor donation til Mercantec i Viborg

Med en donation på knap 800.000 kr. kan Mercantec i Viborg gennemføre et udviklingsprojekt, som skal hjælpe flere udsatte og sårbare gennem uddannelsen.

180914Mercantec.jpg

TrygFondens donation på 797.000 kr. går til et todelt projekt på uddannelsesinstitutionen Mercantec i Viborg. Projektet skal undersøge, hvad det er, der har gjort en forskel for mønsterbrydere og efterfølgende udvikle og afprøve et koncept på andre udsatte elever.

- Til forskel fra tidligere vil vi nu spørge mønsterbryderne selv, hvad der gjorde, at de gennemførte uddannelsen - var det eksempelvis bestemte personer eller aktiviteter? Og var det i skolen eller i fritiden? Den viden kan vi bruge til at udnytte vores ressourcer endnu bedre og dermed hjælpe flere gennem et positivt uddannelsesforløb, siger Eva Møller Jensen, projektleder hos Mercantec.

Forskningsprojektet løber over de næste to år og bliver gennemført i samarbejde med LEAD Qualitative, der er specialister i kvalitative undersøgelser og forskning.

De rigtige relationer

Mercantec, som tilbyder tekniske og merkantile uddannelser og kurser til unge og voksne, har allerede bred erfaring i arbejdet med sårbare unge. Erfaringerne viser, at når de rigtige relationer er til stede, kan de unge ofte præstere langt over de forventninger, de selv og omgivelserne har til deres egne evner og muligheder.

- Konceptets omdrejningspunkt bliver derfor at stimulere og aktivere positive alliancer for den sårbare unge og eksempelvis en lærer, en elevcoach eller andre nøglepersoner, siger Eva Møller Jensen.

Det er TrygFondens regionale råd i Midtjylland, der står bag donationen som et led i TrygFondens samlede arbejde med give alle børn og unge de bedste muligheder for at udvikle deres personlige, sociale og faglige kompetencer.