Stor demonstration ovenpå slagterilukning

Fagbevægelsen kræver politisk handling ovenpå lukningen af Danish Crown i Holstebro og demonstrerer på mandag.

Fagbevægelsen i Nordvestjylland arrangerer på mandag den 23. februar en stor demonstration gennem Holstebro for at tilkendegive sin utilfredshed med politikerne. Baggrunden er den voldsomt stigende arbejdsløshed.  

- Uroen har ulmet længe, og vi har mange gange forsøgt at råbe politikerne op. Men forgæves. Det er, som de ikke vil acceptere den virkelige verden. Da Danish Crown forleden meldte ud, at man vil lukke svineslagteriet i Holstebro, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nu skal der politisk handling til, siger formanden for Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland, Steen Hartmann, i en pressemeddelelse i dag.

Faner og bannere

Arrangør af demonstrationen er LO i Nordvestjylland, Socialdemokraterne i Holstebro og DSU Holstebro/Struer. Demonstrationen starter klokken 14.30 på parkeringspladsen på Danish Crown på Struervej i Holstebro, og går herefter med fagforeningsfaner og bannere gennem byen til Store Torv. Her vil der være taler af blandt andre forbundsformand i NNF Ole Wehlast og afdelingsformand Steen Hartmann.

- Jeg tror og håber på, at rigtig mange vil vise deres støtte til de mange arbejdere, der allerede har eller inden længe vil miste deres arbejde i det nordvestjyske område. Foruden de 463 slagteriarbejdere drejer det sig om cirka 400 på Valdemar Birns Jernstøberi, samt ansatte på en lang række mindre og mellemstore virksomheder, siger Steen Hartmann.

Fødevareforbundet NNF har fået fremstillet plakater og bannere med teksten "Vores grise - vores arbejde".

 

- Vi mener, det er forkasteligt, at mange af de helt store svineproducenter sender deres grise til Tyskland. De har simpelthen ikke samfundssind. Svin, der produceres i Danmark, skal også slagtes i Danmark og ikke af østeuropæiske kolonnearbejdere, der knokler til en timeløn på 40 kroner på de tyske slagterier, siger Steen Hartmann.

 

Som en konsekvens af de mange afskedigelser vil Holstebro Kommune oprette en såkaldt tænketank, som skal være med til at afhjælpe konsekvenserne af den alvorlige beskæftigelsessituation. Steen Hartmann har sagt ja til at være medlem af denne tænketank.