Stor byggeudstilling i Herning

Torsdag åbnede landets største miniby af udstillingshuse i Lind ved Herning, da dørene blev slået op til Danmarks største byggeudstilling.

byggeri.jpg

Ni boligfirmaer fra Herning og omegn har igen i år har været med til at give hver deres bud på det moderne og energivenlige hus anno 2016. Til sammen er det blevet til Danmarks største byggeudstilling Byg&Nyt, som skal hjælpe kommende husejere med at få inspiration til deres kommende bolig.

- Det er tidsbesparende for os, der er på udkig og samler inspiration, og så er det kun en enkelt dag, vi river ud af kalenderen, men samtidig får vi set utrolig meget forskelligt på samme dag, siger Anita Hylke Møller fra Silkeborg, som var en af de besøgende ved byggeudstillingen.

Hårde tider for byggebranchen
Boligfirmaerne står klar ved hvert deres hus for at give en rundvisning, uddybning af materialevalg og meget mere. På den måde håber firmaerne, at der igen kan komme lidt gang i salget af nybyggede huse – salget har nemlig været stagneret hos Danhaus de seneste år.

- Selvfølgelig synes vi, det er vigtigt med de her udstillingshuse, så folk kan se, hvad det er vi står for. Vi tror på, at det er rigtig godt for os at være med her, og også godt for alle vores kollegaer, siger Mette Fredensborg, Salgs- og boligrådgiver ved Danhaus.

Der er blandede meldinger fra branchen om udviklingen i antallet af nye parcelhuse. Mens flere typehusproducenter melder om fremgang i salget viser tal fra Danmarks Statistik at antallet af nybyggede parcelhuse er faldet fra 4083 i 2014 til 3868 i 2015.