Stor A.P. Møller-donation til Lild Strand

En stor donation til Lild Strand Bådelaug skal nu sætte gang i udviklingen. Det gamle kystfiskersamfund skal bane vejen.

151015 Lild Strand.jpg

Lild Strand var tidligere et aktivt fiskerisamfund, og den historie skal nu skabe udvikling i området. Det er målet, efter at området har fået lovning på en stor donation.

Det er en donation på to millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Den skal gå til renovering af kystfiskeriets bygninger, et nyt ophalerspil til at hale fiskerbådene på land og forbedrede parkeringsforhold.

- Vi er naturligvis helt overvældede og utroligt taknemmelige for denne storslåede donation, og vi glæder os til at gennemføre dette projekt, siger Jørgen Leegaard fra Lild Strand Bådelaug.

Fiskermiljø skal skabe udvikling

Da erhvervsfiskeriet i sin tid forsvandt fra Lild Strand blev fiskermiljøet dog bevaret. Hvert år lægger mange turister vejen forbi området for at købe fisk til middagsbordet. Det er det miljø, som bådelauget nu vil bygge videre på. Blandt andet ved at have bådelaugets båd "Skarreklit" til at ligge fast på landingspladsen.

- Det bliver en festdag i Lild Strand den dag, vi kan indvie de renoverede bygninger og byde Skarreklit velkommen hjem, siger Jørgen Leegaard.

Bådelauget håber også at de med det nye ophalerspil, kan arbejde sammen med de andre kystfiskersamfund.