Stor aktion mod pædofilt netværk

Fem adresser i Midt- og Vestjylland blev onsdag morgen ransaget i forbindelse med en landsdækkende aktion mod børneporno

Politi.dk vaebenskjold_0.jpg

Efterforskningssektionen ved lokalpolitiet i Viborg har siden januar arbejdet med at optrevle et netværk af folk, der er mistænkt for at dele børnepornografiske film og billeder med hinanden i et netværk.

Politiet kom på sporet af netværket, da de tilbage i januar undersøgte computere fra en mand i Viborg, der var mistænkt for besiddelse af børneporno. På computerne kunne de se, hvem manden delte sit indhold med.

Stor aktion

Her til morgen indledte politiet så en stor ransagningsaktion mod i alt 15 adresser fordelt på syv af landets politikredse. Fem af adresserne var her i Midt- og Vestjylland.

På en adresse i Holstebro blev en mand anholdt, og taget med til afhøring på stationen, mens hans computerudstyr blev beslaglagt.

Også en adresse i Haderup og Skive samt to adresser nord for Viborg blev ransaget. Her beslaglagde politiet computerudstyr, uden at nogen dog blev anholdt.

Det beslaglagte it-udstyr bliver nu sendt afsted til nærmere undersøgelser. Herefter vil der blive rejst sigtelser.