Stop for weekendhvil på overfyldte rastepladser

Nu skal der kontrol til for at stoppe især østeuropæiske lastbilchauffører, der overnatter på rastepladser.

Lastbilchauffører holder ofte deres weekendhvil på rastepladsen i Søby syd for Herning.
Lastbilchauffører holder ofte deres weekendhvil på rastepladsen i Søby syd for Herning.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der har længe været problemer med østeuropæiske lastbilchauffører, der holder deres weekendhvil i førerhuset på overfyldte rastepladser som for eksempel på rastepladsen i Søby syd for Herning.

Nu foreslår Regeringen og Dansk Folkeparti at sætte penge af på finansloven til at tidsbegrænse og kontrollere, hvor længe lastbilerne holder på rastepladserne.

- Vi ser jo i Danmark i dag, at store dele af vores rastepladser nærmest er omdannet til campingpladser for østeuropæiske chauffører, som bor og lever på rastepladserne i dage, uger og månedsvis. Det er en uskik, og det ser ikke godt ud. Det er heller ikke værdigt for de her mennesker, og først og fremmest er det med til at udkonkurrere danske chauffører. Derfor er det fint, at der bliver sat ind på det her område, siger Claus Kvist Hansen, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Udmeldingen glæder transportbranchen

De overfyldte rastepladser gør det svært for danske chauffører at overholde køre-hviletidsbestemmelserne, og derfor glæder udmeldingen i store dele af transportbranchen.

- Det er rigtig dejligt at høre, at der begynder at ske noget på det her område, for det har helt klart manglet. Politikerne har fået øjnene op for, at der er et problem og prøver at løse det, selv om det er komplicerede problemer, siger Kim Tatt Jakobsen, kontorleder hos Dansk Transport og Logistik i Region Midt-Nord.

Dagligt standser politiet lastbiler overalt i landet - først og fremmest for at tjekke om sikkerheden er i top.

- Det vigtigste er, at chaufførerne overholder de hvil, de skal have. så der ikke er overtrædelser i forhold til kørehviletid, og at køretøjet i øvrigt er, som det skal være, siger Claus Kjær-Pedersen, sektionsleder hos Tungtvognscentret Region Nord.

Mere kontrol

Nu ser det ud til at politiets specielle tungtvognscentre også skal til at kontrollere, at chaufførerne ikke holder deres weekendhvil ulovligt på de danske rastepladser.

Hos politiets tungtvognscenter er de fyldte rastepladser ikke et sikkerhedsmæssigt problem. Men hvis politikerne beslutter sig for at sætte penge af til mere kontrol, er man klar

- det ser vi da på med stor velkommenhed at v skal ud at arbejde lidt mere. men det kræver lige at vi skal have pengene først. ift sikkerheden vil jeg sige at det er vigtigere at de holder hvilene ift hvor de holder dem, siger Claus Kjær-Pedersen.

Forhandlingerne om kontrollen af rastepladserne er en del af de igangværende finanslovsforhandlinger, der foregår netop nu på Christiansborg.

2:19