Duejæger: Stop med at melde mig til politiet, tak

Reguleringsjægeren Martin Poulsen bliver hver eneste uge meldt til politiet, når han går rundt og forsøger at få bugt med diverse skadedyr.

Martin Poulsen er reguleringsjæger, og så er han måske den mand, der er blevet meldt oftest til politiet i Thisted de seneste fire uger. Her viser han dagens fangst. Foto: Lasse Dickmann, TV MIDTVEST

Det er ikke altid, at gode gerninger får den modtagelse de har fortjent. 

Det har reguleringsjægeren i Thisted mærket på egen krop. I de fire uger, han har jaget duer og sølvmåger ved Hospitalet i Thisted, er han blevet anmeldt til politiet flere gange om ugen.  

Reguleringsjægeren Martin Poulsen bijobber med at bekæmpe skadedyr.

- Det være sig duer, måger, husmår på loftet, ræve i kolonihavehus, siger Martin Poulsen.   

I de tidligere morgentimer skyder han for tiden duer.  

00:06

Martin Poulsen lister rundt i det blege lys af en opgående sol og skyder duer ved hospitalet i Aalborg. 

Luk video

Thomas Bunk er teknisk driftschef på Aalborg Universitetshospital Thisted. Det er ham, der har bedt om Martin Poulsens hjælp. 

- Vi har et problem i nogle af vores boliger. Duerne er kommet ind på loftet og har lavet noget ballade der. Vi har fået lukket hullet og repareret loftet, men nu sidder duerne oppe på taget og det resulterer i, at de fylder vores tagrender med skidt og møj, siger Thomas Bunk.

- Duerne over-skider simpelthen bygninger med smitterisiko for patienterne. Mågerne skriger, så patienterne vågner, siger Martin Poulsen. 

Anmeldt flere gange om ugen

Martin Poulsen duejagt er ikke gået ubemærket hen i lokalområdet. 

- Selv om jeg går i mit skriggule tøj, så bliver jeg meldt til politiet flere gange i ugen. Det er lidt træls i længden, at skulle bruge tid på det, siger Martin Poulsen. 

Han er iført sin gule vest, og inden han begiver sig ud på jagt tidligt om morgenen, har han gjort politiet opmærksom på, at han bærer våben i byen. 

- Jeg ringer til politiet hver morgen, inden jeg går i gang. Så de er adviseret om, at jeg går rundt her. Men alligevel ringer de jo selvfølgelig og spørger, om det er mig, når de får en anmeldelse, siger Martin Poulsen. 

Hos lokalpolitiet i Thisted mener Jørn Jensen, at det er betryggende, at borgerne er på dupperne, når de ser en mand med våben i byen. 

- Det er jo godt, at folk ringer, når de ser en mand med et gevær. Reguleringsjægerne har kontaktet os, inden de går ud, så vi kan hurtigt lægge to og to sammen og berolige borgeren med, at det bare er sådan en, der går rundt, siger Jørn Jensen fra lokalpolitiet i Thisted. 

Martin Poulsen tjekker hustagene for duer og sølvmåger.  Foto: Lasse Dickmann, TV MIDTVEST

Men Martin Poulsen var nu alligevel helt helst fri for at skulle forholde sig til anmeldelser. 

Kan du godt forstå, at de ringer til politiet, når de ser en mand med et våben?

- Både og. Ja, jeg kan godt forstå, at de ringer til politiet, når de ser en mand gå rundt med et skydevåben inde midt i byen, siger Martin Poulsen. 

- Jeg kan ikke rigtig forstå det, når jeg nu går rundt i min skriggule vest med ordet 'reguleringsjæger' stående på ryggen. Kan de ikke lige lægge to og to sammen og tænke, at der er nok styr på det, siger Martin Poulsen. 

Martin Poulsen har nu lavet et opslag i facebookgruppen ' Thisted Kommunes Byrødder'. Her forklarer han, hvem han er, hvad han laver og opfordrer til, at borgerne ikke anmelder ham til politiet, når de kan se, hvem han er. 

01:54 Luk video