Støjberg ny politisk ordfører

Venstres Folketingsgruppe har i dag valgt Inger Støjberg som ny politisk ordfører

ingerstoejbergweb.jpg

Den tidligere beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjberg afløser Ellen Trane Nørby, der har siddet på posten som politisk ordfører siden marts 2011.

- Jeg er meget glad for, at gruppen har valgt mig. Der venter et kæmpe stykke arbejde forude, hvis vi skal sikre, at vi får en ny regering. Jeg vil kæmpe med alt, hvad jeg har. Vi har brug for, at Danmarks næste statsminister bliver Lars Løkke Rasmussen, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

Inger Støjberg har siden folketingsvalget været integrationsordfører, hvor hun har stået for en kontant linje over for regeringens lempelser på udlændingeområdet. Ud over udlændinge- og integrationsdebatten vil Venstres nye politiske ordfører tage kampen op med regeringens fejlslagne politik på en række andre områder, lyder det i pressemeddelelsen.

- Venstre har en plan klar for Danmark. Det er en plan, der betyder, at vi skal kæmpe for at sætte skatter og afgifter ned, så vi kan investere i danske arbejdspladser. Det er en plan, som skal sikre, at det altid kan betale sig at arbejde. Og det er en plan, som skal sikre en fast og fair udlændingepolitik, så vi får et åbent Danmark, for dem der kan og vil, men et lukket land for dem der ikke vil og kan. Det er det, Danmark har brug for, slutter Inger Støjberg.