Stoholm IF mangler penge

De økonomiske problemer vælter ned over 1. divisionsklubben Stoholm. Hovedsponsoren er væk, og underskudet er sekscifret.

StoholmIF_fans.jpg

I løbet af et år, kan bunden af pengekassen være nået. Så dystre er udsigterne for Stoholm IF, hvis ikke der bliver fundet en løsning relativt hurtigt. Klubbens største problem er, at hovedsponsoren Sparekassen Kronjylland netop har trukket sig. Indtil videre har det ikke været muligt at finde en ny hovedsponsor.

Røde tal i regnskabet

Samtidig døjer klubben med dårlige regnskaber. I denne uge præsenterede klubben et underskud på 126.000 kroner. Tilbage i kassen er der nu kun 99.000 kroner. Hvis forretningen i den kommende sæson skal blive sund, skal der ske noget drastisk. For sammen med hovedsponsoren har flere andre af de mindre sponsorer også trukket stikket. 

Sportsligt går det heller ikke for godt. Stoholm ligger til nedrykning fra 1. division.