Butiksejer i opråb mod nethandel: Støt vores butik nu, ellers lukker vi

Den stigende nethandel er et alvorligt problem for byen, hvis man spørger ejer af tøjbutikken Bundgaards’ i Silkeborg, Käthe Bundgaard.

Käthe Bundsgaard bliver nødt til at dreje nøglen om, hvis ikke der snart kommer flere kunder i butikken.
Käthe Bundsgaard bliver nødt til at dreje nøglen om, hvis ikke der snart kommer flere kunder i butikken.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

- Hvis kunderne ikke støtter op om butikken - ja, så kaster jeg håndklædet i ringen. Så vil jeg ikke mere.

Så klart lyder budskabet i en video fra Käthe Bundgaard, der ejer tøjbutikken Bundgaards’ i Silkeborg. Hun har tydeligt mærket, hvordan den stigende nethandel lægger Silkeborg øde.

- De fysiske butikker har aldrig været så pressede, som i disse tider, siger hun i videoen.

Du kan se den herunder. 

10 procent af de fysiske butikker er væk

Silkeborg er ikke den eneste by, der har oplevet stor butiksdød. Mere end hver tiende butik - 11,3 procent, hvis man skal være præcis - er forsvundet fra gadebilledet siden 2008. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Butiksdøden skyldes primært den øgede nethandel, der især påvirker de butikker, der sælger de varer, vi køber mest på nettet.

Det er især tøj og elektronik. Inden for netop de områder er omkring hver tredje butik lukket.

I Silkeborg er omsætningen også faldet drastisk. Især det sidste år er det gået stærkt. Første lørdag i november i år omsatte butikken for 26.000. Samme lørdag sidste år var det 44.000.

- Det er det tidspunkt på året, hvor man bare krydser fingre og tænker ’nu sker det nok’, men nej, lyder det skuffet fra butiksejeren.

Derfor har Käthe Bundgaard selv åbnet en webshop for at nå ud til de travle kunder, der ikke kommer forbi den fysiske butik.

- Husk, at når i køber ind på udenlandske webshops, så sender i pengene direkte ud af vores land, så tænk på det, når i handler på Boozt og Zalando, anbefaler hun.

Ser julen an

Käthe Bundgaard fortæller i videoen, som hun har lagt op på tøjbutikkens Facebook-side, at hun ser langt efter kunderne og har valgt at se julen an.

Er det ikke lidt drastisk at true med at lukke butikken på den måde?

- Det kan godt virke lidt hårdt at melde det ud på den måde. Men det er jo et fakta, at det er så slemt. Jeg har set udviklingen gennem tiden, og det her er langt værre end krisen i 2008, fordi prognoserne med nethandlen bare fortsætter.

Videoen har fået mere end 700 delinger og 70 positive kommentarer, siden den blev delt i tirsdags.

- Jeg er helt overvældet over, hvor mange visninger og kommentarer der er. Jeg er så glad, for det viser jo bare, at det ikke er forgæves, siger Käthe Bundgaard.

Har I gjort nok for at lokke kunderne ind i butikken?

- Ja, det synes jeg. Vi har en flot butik, yder en god service, har spændende mærker og skiller os ud. Vi gør det hyggeligt for vores kunder og holder modeshows to gange om året, forklarer Käthe Bundgaard.

4:07
Internettet er fortsat en farlig konkurrent for detailhandlen, og det har fået en butiksejer i Silkeborg til at lave en video med et simpelt budskab: Køb jeres varer i de fysiske butikker - ellers lukker de.