Støjberg: Rigtigt med en ændring af regeringen

Inger Støjberg er glad for et kommende tre-kløver samarbejde i regeringen Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Støjberg: Rigtigt med en ændring af regeringen

Politikken er vigtigere end ministerposter konstaterer Inger Støjberg

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg er begejstret for statsminister Lars Løkke Rasmussens regeringsinvitation til Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Også selvom det kan koste hende posten som minister.

Statsministeren afslørede lørdag fra talerstolen på Venstres landsmøde, at han inviterer Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med i regering.  Og Inger Støjberg, der er valgt for Venstre i Skive-kredsen, bakker sin formand fuldt og helt op.
    
- Det er det helt rigtige at gøre. og på det rigtige tidspunkt, siger Inger Støjberg til Ritzau. Det her er en styrkelse af det borgerlige, liberale Danmark. Det er godt set af statsministeren, og det er godt set af Søren Pape (K) og Anders Samuelsen (LA), at de takker ja til at deltage.

Processen kommer til at kræve noget af alle partier. Men, for Inger Støjberg er der ingen tvivl om, at løsningen bliver gunstig for parterne i et eventuelt, kommende trekøver-samarbejde. 

At et kommende regeringssamarbejde med De konservative og Liberal Alliance kommer til at koste ministerposter, er heller ikke noget, der giver Inger Støjberg søvnløse nætter. 

- Det vigtige er, hvilken politik der bliver ført, og ikke hvem der sidder for bordenden. Det er noget, man skal sige, men jeg mener det rent faktisk, siger Inger Støjberg.
    
Det handler om at blive enige om et grundlag for en kommende regering med de to andre partier, Så må personspørgsmålene afgøres bagefter, slutter Inger Støjberg.