Støjberg om evt. statsminister-drømme: Nu må vi se

Inger Støjberg møder i måling god opbakning blandt vælgere i blå blok som evt. ny formand i Venstre. Hun tvivler selv på, om hun har, det der skal til.

I følge Inger Støjberg er der tre egenskaber, der skal kendetegne en statsminister.
I følge Inger Støjberg er der tre egenskaber, der skal kendetegne en statsminister.

Samtidig med at fundamentet for en ny trekløverregering er ved at falde på plads, arbejder flere i Venstre stilfærdigt på at positionere sig fornuftigt, så de står godt, den dag Lars Løkke giverformandsstafetten videre i partiet. Det skriver Skive Folkeblad.

For en uge siden bragte Jyllands Posten en meningsmåling, som undersøgte, hvem et bredt udsnit af befolkningen anså for at være den bedste formand for Venstre efter Lars Løkke Rasmussen.

22 procent af vælgerne fra blå blok pegede på gruppeformand Søren Gade.

21 procent havde udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg som øverst på ønskesedlen.

Udenrigsminister Kristian Jensen kunne kun samle 15 procent af denne vælgerskare.

Skive Folkeblad har spurgt Inger Støjberg, om hun overhovedet ønsker at være statsminister. Til det svarer hun:

- Der er tre egenskaber, der skal kendetegne en statsminister. Det er lysten, evnen og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har det. Det har jeg ikke gjort op. Nu må vi se. Det er ikke nu, siger 43-årige Inger Støjberg, der er valgt i Skivekredsen.