Støjberg: Jeg er ikke stolt af situationen

Integrationsminister Inger Støjberg er ikke glad for det forløb, de ansatte ved fængslet Kærshovedgård har været udsat for.

1:00
Inger Støjberg er ikke stolt over, at hun meldte så konkret ud til et pressemøde for tre uger siden.

Inger Støjberg var ganske sikker i sin sag på et pressemøde for knap tre uger siden. Fængslet Kærshovedgård skulle omdannes til asylcenter - og det med virkning fra i dag d. 1. december. 

Men siden har personalet på Kærshovedgård ikke hørt noget som helst - heller ikke om, hvad der skal ske med dem. En farce kalder stedet det selv - og det forstår Inger Støjberg godt. 

- Jeg kan godt sige, jeg er hverken stolt eller tilfreds med den her situation. Det er uheldigt, og jeg kan godt forstå, at der er en stor frustration, siger integrationsministeren i dag til TV MIDTVEST. 

- Vi skylder noget i forhold til at informere personalet ordentligt nu. Inger Støjberg, integrationsminister (V). 

Personalet i fængslet Kærshovedgård ved stadig ikke, om deres arbejdsplads skal omdannes til et asylcenter - og altså heller ikke, om de har et job fremover. Integrationsministeren medgiver da også, at de i fremtiden skal have bedre besked. 

- Jeg tør ikke sætte nøjagtig tidshorisont på efter det pressemøde, hvor jeg jo var meget præcis - og måske ikke skulle have været så præcis. Så i dag vil jeg ikke sætte en dato på, siger Inger Støjberg.