Støjberg hyrer ambassadører til at få flygtninge i job
36 kommuner får støtte til at ansætte integrationsambassadører, der skal få flere flygtninge i job.
Kommunerne skal være bedre til snakke med og hive fat i virksomheder, så endnu flere flygtninge bliver hjulpet i ordinære job.
Det er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) håb. Det følger op på regeringens ambition om, at hver anden flygtning skal være i arbejde efter tre år i Danmark.
Derfor får 36 kommuner nu tilskud til at ansætte integrations- og beskæftigelsesambassadører.
- Når man kommer til Danmark, skal man arbejde og bidrage aktivt til samfundet. Det gælder både mænd, kvinder og unge i en arbejdsdygtig alder, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.
Ambassadørerne skal sikre sammenhæng i samarbejdet mellem virksomheder, jobcentre og den enkelte kommune om at integrere flygtninge gennem beskæftigelse.
Der er flere problemer at tage fat på for ambassadørerne. Eksempelvis er der få flygtningekvinder i job i dag.
- Derfor sætter vi nu ekstra ind ved at give kommunerne støtte til at ansætte integrationsambassadører, der netop skal skubbe på for, at især kvinderne kommer i arbejde, så de på lige fod med alle andre kan bidrage til samfundet og blive selvforsørgende, siger ministeren.
Støtten er en del af satspuljeaftalen for i år. Med den kan de 36 kommuner ansætte ambassadøren i en 3,5-årig periode.
Her i landsdelen får følgende kommuner støtte: Ikast-Brand, Lemvig, Silkeborg, Skive, Thisted og Viborg.
Andre kommuner som får støtte: Allerød, Bornholm, Esbjerg, Faxe, Frederiksberg, Frederikshavn, Guldborgsund, Haderslev, Halsnæs, Hedensted, Helsingør, Jammerbugt, Kalundborg, København, Køge, Langeland, Middelfart, Nyborg, Odense, Rebild, Roskilde, Skanderborg, Slagelse, Svendborg, Sønderborg, Tårnby, Vejen, Vejle, Aabenraa og Aalborg.