Støjberg beklager dårlig kommunikation

Inger Støjberg er ked af at medarbejderne på Kærshovedgård ikke er blevet informeret om planerne om at omdanne fængslet til asylcentret, før hun fortalte det i pressen.

Støjberg beklager dårlig kommunikation

Integrationsministeren beklager at de ansatte på Kærshovedgård ikke er blevet underrettet om asylplanerne, inden hun fortalte om dem på et pressemøde på TV2 News.

Integrationsminister Inger Støjberg er ked af den dårlige kommunikation, der har været omkring planerne om at nedlægge fængslet Kærshovedgård og omdanne det til asylcenter.

Det skriver hun i dag til TV MIDTVEST i en sms gennem sin kommunikationschef. Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra integrationsministeren, som i dag har været ophængt af møder, blandt andet på grund af terrorsituationen i Paris.

Hørte om asylplanerne gennem TV2 News
Ingen ansatte - og tilsyneladende heller ikke Kærshovedgårds ledelse - har været orienteret om planerne, inden de blev offentliggjort på statsministerens pressemøde i går, som blev transmitteret live på TV2 News.

Fængselsforbundet og ansatte raser over kommunikationsformen
Flere har læst om det på facebook og har efterfølgende fået luft for deres frustationer på det sociale medie. Og Fængselsforbundet er rasende over den dårlige kommunikation og kalder det utilstedeligt.

Nu svarer Inger støjberg på kritikken. 

Lover klar kommunikation fremadrettet
- Jeg har efter vores præsentation af asylpakken fået flere henvendelser fra borgere med relation til Kærshovedgård, som har følt sig dårligt informeret om planerne. Det er jeg naturligvis rigtig ked af at høre, og det er helt bestemt utilsigtet!

Sådan skriver integrationsministeren i smsen til TV MIDVEST. Og lover, at hun vil forsøge fremadrettet at sikre en god kommunikation.

- Så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi herfra får en god og klar kommunikation, når Kriminalforsorgen og Udlændingestyrelsen sammen skal udmønte planerne.