Stjal underbukser for 30.000 kroner

Tre indbudstyve begik i nat indbrud hos tøjbutikken Next Door i Brande. De slap afsted med op mod 100 par underbukser, inden de kort tid efter blev anholdt.

Politi.dk jakker.jpg

Tre unge indbrudstyve på 19 og 20 år skal i dag forklare politiet, hvorfor de i nat stjal underbukser for op mod 30.000 kroner. De tre unge mænd blev anholdt klokken to i nat, kun tyve minutter efter at de havde begået indbrud hos Next Door i Brande. Her havde de først kastet brosten gennem ruden til butikken, og herefter havde de forsynet sig med de mange underbukser af mærket Björn Borg. Efter indbrudet stak de af i en mørkeblå bil med tildækkede nummerplader. Men et vidne så episoden, og derfor kunne politiet små tyve minutter senere anholde de tre mænd i Give. I bilen havde de unge mænd stadig deres tyvekoster, og politiet vil nu tage stilling til, om de tre mænd skal fremstilles i grundlovsforhør.