Stjal over 200.000 kroner i kontanter fra lejlighed

Ung mand fra Struer sigtet for indbrud i lejlighed i Holstebro.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Tyven fik et udbytte ud over det sædvanlige, da der fredag aften klokken 23.23 var indbrud i en lejlighed i Heimdalsparken i Holstebro.

Politiet oplyser, at den ubudne gæst kom ind i lejligheden ved at knuse en rude på altanen - og herefter forsvandt med lidt over 200.000 kroner i kontanter og en enkelt dollar-seddel. 

Senere fandt en af politiets patruljer frem til en 25-årig mand fra Struer, som sad på et værtshus i Holstebro med en del kontanter på sig.

Den unge mand blev anholdt og afhørt i sagen. Han havde ikke den store lyst til at tale med ordensmagten og blev løsladt efter afhøringen, men er nu sigtet og kan formentlig senere vente et retsligt efterspil.

I mellemtiden vil politiet undersøge, om den unge mand var alene om indbruddet, eller om der stadig er gerningsmænd på fri fod.