Stjal olie fra Forsvaret

Fald i olietryk vakte mistanke om tyveri. Tre mænd mistænkes for at tappe olie fra forsvaret mindst 27 gange. En sigtet er fra Ringkøbing-Skjern Kommune. /ritzau/

PolitiAerme_1.jpg

Tre mænd fra Letland på 31, 35 og 40 år er ved et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg lørdag eftermiddag blevet fængslet frem til den 12. december, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

De tre mænd er sigtet for minimum 27 indbrud i og aftapninger fra forsvarets olierørledning, der transporterer brændstof ned gennem Jylland.

Mændene blev i den åbne del af retsmødet præsenteret for sigtelsen og erklærede sig ikke skyldige. Derefter lukkede dommeren dørene.

De tre kærede alle varetægtsfængslingen.

Forsvarets Materieltjeneste har flere gange i årets løb konstateret kortvarige fald i trykket på ledningen. Efter at have kontrolleret ledningen for mulige lækager uden at finde nogle opstod der mistanke om, at der var etableret ulovlige tappesteder.

I samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi

Efter et nært samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi blev de tre mænd sent fredag aften anholdt på en rasteplads på Ribe Landevej mellem Grindsted og Holsted.

Den 35-årige bor i Ringkøbing-Skjern Kommune, oplyser politiet.

Politiet ved foreløbig ikke ret meget om, præcis hvor og hvordan olietyverierne har fundet sted.

Olierørledningen NEPS (North European Pipeline System) løber gennem hele Jylland fra Frederikshavn til grænsen med forgreninger til Djursland og mod Esbjerg og Fyn.

Gennemstrømningen af brændstof i ledningen kontrolleres løbende for at sikre, at der ikke sker lækager, som kan skade miljøet.

På baggrund af sagen har forsvaret forstærket overvågningen af ledningen for at hindre både tyveri og lækager.