Stjal headphones og USB-stik: Nu risikerer han udvisning

En asylansøger fra Thisted stjal elektronikdele for tusind kroner. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.

En langfingret libanesisk asylansøger er blevet fængslet i fire uger, efter han stjal headphones, USB-stik og andre elektronikdele fra en butik i Struer. Fængslingen skete ved et grundlovsforhør fredag ved Retten i Holstebro.

Den fængslede er en 24-årig asylansøger, der hører til på asylcenteret i Thisted. I alt stjal han elektronik for 1.049 kroner, men det er normalt ikke en størrelse, man bliver fængslet for.

- Normalt vil man bare få en bøde, der er omkring tre gange så stor som beløbet, man har stjålet for, siger Bjarne Askholm, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Men fordi den 24-årige er asylansøger, så kan han ikke nøjes med en bøde.  Foruden de fire ugers fængsling og en bøde, risikerer han at blive udvist, fordi han har begået kriminalitet under sit asylophold.

Det var en af de ansatte i butikken, der tog den unge libaneser i færd med sin ugerning.