Stjal cykler for en million

30-50 cykler til en værdi af i alt 1 million kroner er i weekenden blevet stjålet fra BikeWorld i Silkeborg. (Arkivfoto)

090914Cykler.jpg

Fra lørdag eftermiddag til mandag morgen er mellem 30 og 50 cykler blevet stjålet fra BikeWorld på Viborgvej i Silkeborg.

Cyklerne er både mountainbikes og racercykler af mærkerne Cannondale, Pincipia, Giant og Specialized. Lokalpolitiet i Silkeborg oplyser, at der er blevet stjålet cykler for en samlet værdi af omkring en million kroner.

Tyvene har fået adgang til cyklerne gennem et tagvindue, og ad den vej har de også fået dem ud. De er formentlig kørt væk i en varebil.

- Vi efterlyser vidner til indbruddet, men vi vil også meget gerne høre fra folk, hvis de får tilbudt eller ser nye cykler til billige penge uden papirer, siger Jeppe Buhl fra lokalpolitiet i Silkeborg.