Stjal cykler for 226.000 kroner

Stjal cykler for 226.000 kroner

Fra politirapporten: Tyveri af dyre cykler i Silkeborg, vold i Ulfborg og fest hos Black Army i Herning (arkivfoto).

Mountainbikes er i høj kurs på det sorte marked, og det gik i weekenden ud over en hollandsk forhandler, der tog til 12 timers løb i Virklund ved Silkeborg.

Hollænderen var taget til løbet med fire Cannondale-cykler til 226.000 kroner.

Natten til søndag spændte han cyklerne fast med en wire og lagde sig til at sove fire meter derfra. Men det var altså ikke nok til at stoppe tyvene, der havde held til at stikke af med cyklerne uden at nogen bemærkede det.

Gruppe bag overfald i Ulfborg

Lokalpolitiet i Holstebro efterforsker tre voldssager fra Ulfborg - i mindst to af sagerne er der tilsyneladende tale om de samme voldsmænd, en gruppe der bestod af mindst to mænd og en kvinde.

Den første sag handler om en 22-årig mand, der natten til lørdag var på vej hjem fra Ulfborg Marked, da han blev overfaldet af gruppen på  Ole Chr. Kirksvej. Den 26-årige blev spyttet på, og en gerningsmændene tog halsgreb på ham, ligesom han blev slået i hovedet, så han muligvis har brækket næsen.

En 26-årig mand, der tilfældigvis kom forbi, ville lægge sig imellem, men det fik ifølge politiet kvinden i gruppen til at nikke ham en skalle, og da han lå på jorden, blev han sparket fire til seks gange på kroppen.

En ung mand fra Ringkøbing har også kontaktet politiet og fortalt, at han blev overfaldet i Ulfborg på nogenlunde samme tid, og det skal nu undersøges, om det også var kvinden og de to mænd, der overfaldt ham.

Politiet kender identiteten på de to mænd, og de kan nu se frem til at høre afhørt.

Registrerede gæster til fest i Herning

I Herning holdt politiet godt øje med en fest hos banden Black Army i klubhuset på Danmarksgade. 40-50 personer - heraf flere udefra - deltog i festen.

- Vi var massivt til stede og registrerede alle gæster, men det hele foregik helt uden problemer, fortæller politikommissær Jeppe James Olsen.