Stjal bagerbil i narkorus

En gammel kending af politiet stjal mandag morgen en varebil fyldt med bagerbrød. Manden var narkopåvirket.

Politi_6.jpg

En åben bagerbil med nøglen i tændingslåsen, blev mandag morgen for stor en fristelse for en 44-årig mand fra Ikast. Manden kom cyklende forbi Løvbjerg på Vestergade hvor bagerbilen var parkeret, og besluttede sig for at stjæle bilen.

Først to timer senere lykkedes det en patrulje fra Midt- og Vestjyllands politi at anholde manden på Saturnvej i Ikast. Han bliver nu sigtet for hele tre forhold, brugstyveri, kørsel uden kørekort samt kørsel i narkopåvirket tilstand.

Den 44-årige er et kendt ansigt i narkomiljøet, og patruljen fandt da også 1,2 g. hash på manden. Manden fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 10:00, og politiet forventer at han bliver varetægtsfængslet.

 OPDATERET:

Den 44-årige mand blev varetægtsfængslet i tre uger.