Video: Stjæler cykler for over en halv million kroner

Overvågningsbilleder viser, hvordan cykelbutik bliver rippet for cykler til over en halv million kroner.

03:16

Overvågningsbillederne viser, hvordan tyvene bakker til butikken og herefter går igang med at smide cykler ud af vinduet og ind i varevognen.

Det er ikke mere end et halvt år siden, han stod her sidst. En smadret butiksfacade og cykler til hundredtusindvis af kroner stjålet. Frederik Månsson har haft en mandag morgen, som de kommer værst.

- Jeg ved godt, hvad klokken er slået, da min telefon bimler og bamler her tidligt i morges, fortæller Frederik Månsson lettere irriteret. 

Butiksejer Frederik Månsson kunne her til morgen møde ind til synet af knust rude og stjålne cykler. Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Klokken 04:20 bryder tre ukendte gerningsmænd ind i cykelbutikken Cycle Sport Silkeborg. Her stjæler de 25 cykler fra mærker som BMC og Scott. Alle med prisskilte på mellem 30 og 60.000 kroner. Det hele er ikke gjort op endnu, men Frederik Månsson vurderer, at der stjålet cykler for over en halv million kroner.

Det er frustrerende, at vi ikke kan have vores ting i fred

Frederik Månsson, indehaver af Cycle Sport Silkeborg

- Det er frustrerende, at vi ikke kan have vores ting i fred. Det er enormt tidskrævende det her, siger Frederik Månsson. 

Ligner de samme tyve

Det var det også i oktober sidste år, hvor en fuldstændig lignende situation fandt sted i butikken.

Læs også Indbrud: Tyve stjal 25 mærkevare-cykler   

Overvågningsbillederne viser, hvordan tyvene bakker til butikken og herefter går i gang med at smide cykler ud af vinduet og ind i varevognen. Det er samme måde, som Cycle Sport oplevede for bare et halvt år siden. 

- Det føles lidt som om det er de samme, der er kommet igen for at gøre arbejdet færdig. Derudover er der en masse hjelme og andet som er gået i stykker, i forbindelse med at tyvene smadrer sig vej ind i butikken, siger Frederik Månsson, der dog ikke lader sig slå ud over endnu engang at være blevet offer for cykeltyve: 

Det føles lidt som om det er de samme, der er kommet igen for at gøre arbejdet færdig

Frederik Månsson, indehaver af Cycle Sport Silkeborg

- Udfordringen er nu, at vi står i slutningen af en sæson for mountainbikes, så der vil gå noget tid, før vi er oppe at køre igen med cykler på lager. Men vi må bare op på hesten igen og videre, selvom man da bliver en smule paranoid, slutter Frederik Månsson. 

Politiet hører gerne fra folk, der kan hjælpe til opklaring af sagen på telefon 114.