Stigende interesse for dyr på dyreinternater

De senere år har flere og flere midt- og vestjyder købt dyr fra dyreinternater. Øget fokus på dyrevelfærd og de sociale medier spiller en rolle, lyder det fra et internat.

Dyreinternat Brande

Stadig flere af os finder vores nye kæledyr på et af landets dyreinternater. I løbet af de seneste tre år er antallet af katte, hunde og kaniner fra internater steget med 27 procent. I Midt- og Vestjylland har Dyrenes Beskyttelse to internater ved Spøttrup og Brande.

Brande er landsdelens største, og i 2013 fandt internatet nye hjem til 1.028 dyr. I 2016 var det tal knap 1300. Internatet tror selv, det skyldes, at det er blevet mere acceptabelt at købe internatdyr, og at flere gerne vil hjælpe dyr i nød.

- Vi har altid haft kat, vi har altid haft hund, vi har altid haft fisk, og nu har vi ikke længere dyr. Så synes vi ligeså godt, vi kunne købe en kat her, siger Thorvald Olesen fra Tarm, der med sin kone som mange andre valgte at tage turen til Brande for at købe en ny kat.

Sociale medier spiller stor rolle

Heidi Yde Thorsted, der er dyrepasser på internatet i Brande, tror, at stigningen skyldes, at folk er blevet mere interesseret i dyrevelfærd.

- Den generelle holdning i samfundet er blevet mere positivt stemt og mere fokuseret på dyrevelfærd, siger Heidi Yde Thorsted, dyrepasser ved Brande Internat.

Hun mener også, at de sociale medier spiller en stor rolle.

- Det er blandt andet på Facebook og på internettet, der bliver delt masser af opslag, så folk finder ud af, at vi er her, og at det er en mulighed at komme her og hjælpe et dyr, fortæller hun om den stigende interesse.

2:33
Det er blevet mere udbredt at finde sit kæledyr på landets dyreinternater.