Kinesere sultne efter svin: Stigende eksport luner hos landmændene

Kineserne hungrer efter svinekød, og det kan give trængte landmænd penge på lommen efter et dårligt 2018.

Den stigende eksport af svinekød sender også priserne i vejret. Det kan mærkes hos de trængte landmænd.
Den stigende eksport af svinekød sender også priserne i vejret. Det kan mærkes hos de trængte landmænd.
Foto: Annelene Petersen / Ritzau Scanpix

Danske svineproducenter kan godt sende kineserne en venlig tanke.

Det igangværende eksportboom af dansk svinekød til Kina sender nemlig afregningen i vejret.

På få uger er noteringen steget fra 8,30 kroner per kilo leveret svinekød til 10,60 kroner.

Og det er noget, der kan mærkes hos landmændene.

- Det betyder rigtig meget. Det svarer til over 200 kroner per slagtesvin, man leverer.

- Og hvis man har en bedrift med 10.000 slagtesvin, så er det to millioner kroner ekstra på bundlinjen, siger erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser fra landbrugets videnscenter Seges.

Den stigende notering er primært trukket af en stigende eksport af dansk svinekød til Kina.

Kina er ramt af afrikansk svinepest, og det betyder, at kinesernes egen produktion af svinekød er reduceret betydeligt.

I stedet må kineserne i større grad importere svinekødet fra andre lande, heriblandt Danmark.

Den højere afregning til danske landmænd falder på et tørt sted, lyder det fra Klaus Kaiser.

- 2018 var et rigtig hårdt år, dels med lave priser på svinekød, dels med tørken, som også ramte svineproducenterne, forklarer han.

Det ringe udbytte på markerne betød, at svineproducenter måtte ud på markedet og købe supplerende foder til høje priser.

- Så efter et år, hvor indtjeningen har været helt i bund, så får vi nu et år med kraftigt stigende priser, siger Klaus Kaiser.

Han forventer, at den stigende indtjening vil blive brugt til at nedbringe gæld og til investeringer.

- Vi kommer formentlig til at se to ting: At man nedbringer noget af den dyre gæld, og at man foretager nogle af de helt nødvendige investeringer, der blev neddroslet sidste år, siger Klaus Kaiser.

Det kinesiske eksporteventyr vil fortsætte ind i 2020, vurderer han.

- De højere priser vil formentlig vare ved et godt stykke tid endnu. Jeg tror, vi skal et godt stykke ind i 2020, før vi vil se en vending i priserne, siger Klaus Kaiser.

/ritzau/