Steins Laboratorium flytter

150 medarbejdere på Steins Laboratorium har fået besked om, at deres arbejdsplads flytter.

laboratorium.jpg

De er ikke sagt op, men om et år ligger deres arbejdsplads 125 km længere mod syd i Vejen.

Den besked fik de 150 ansatte på Steins Laboratorium i Holstebro i går. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Medarbejderne skal nu tage stilling til, om de vil flytte med.

Med flytningen samler Steins aktiviteterne et sted frem for fire, som er tilfældet i dag. Det sker for at nedbringe driftsomkostningerne. Valget af Vejen som nyt hovedsæde skyldes at virksomhederne her ligger geografisk bedre end i det vestjyske.

- Holstebro var også inde i billedet, men i sidste ende vurderede vi, at Vejen var den rette geografiske placering. Tæt på kunder i Nordtyskland og på motorvejen, siger adm. direktør Svend Aage Linde til dagbladet.

Steins Laboratorium laver analyser indenfor fødevarer og landbrug, og på laboratoriet i Holstebro arbejder primært laboranter, kemikere og teknikere.