Steinlein dagen derpå: Man er pisseskuffet

Da FC Midtjylland onsdag missede Champions League, var det ikke bare æren, der røg. Klubben kan vinke farvel til tv-penge i 100 millioners-klassen.

Jess Thorup og FCM-tropperne er klar til at rejse sig i Europa League. Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

FC Midtjylland smed onsdag aften chancen for at komme i det forjættede fodboldland - Champions League.

Med et skuffende 0-0 resultat mod kasakstanske FK Astana er midtjyderne ude af den guldrandede turnering og går glip af tv-penge i 100 millioner kroners-klassen.

Det er selvfølgelig en rigtig stor portion penge, som ville gøre en kæmpe forskel i FCM.

Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland

På træningsanlægget hos FCM var der torsdag en vis mathed at spore efter gårsdagens 0-0'er, der gav spillere, trænere og stab en skuffelse af de helt store.

- Nattesøvn blev der ikke så meget af, og det var nok fordi, det rumsterede godt og grundigt oppe i hovedet, og fordi vi havde gjort os en masse forhåbninger om at komme videre i Champions League. Det kom vi ikke, og det er selvfølgelig en skuffelse, erkender cheftræner i FC Midtjylland, Jess Thorup.

04:29

Se hele interviewet med Jess Thorup.

Luk video

Også den administrerende direktør virker lidt vingeskudt.

- Ahmen det er sådan en dagen derpå, du ved, hvor man er pisseskuffet, hvor man er kommet lidt for sent i seng, fordi vi sad og snakkede om kampen og vågner lidt for tidligt, og man synes, det hele er sådan lidt åårrh, fortæller Claus Steinlein.

05:34

Se hele interviewet med Claus Steinlein.

Luk video

Chefredaktøren på Tipsbladet mener ulvene har god grund til at ærgre sig. Ikke kun over det sportslige hvor FCM på papiret godt kunne have vundet kampen men også på den glippede økonomiske belønning.

- Og der taler vi altså et beløb, som sagtens kan være over 150 millioner kroner. De penge kunne FC Midtjylland selvfølgelig sagtens have brugt, fortæller Troels Bager Thøgersen, chefredaktør på  Tipsbladet.

Sidste sæson solgte FCM spillere for 200 millioner, og der var ikke budgetteret med Champions League-millioner, så økonomien ser trods alt fornuftig ud.  

Læs også FCM ryger ud af CL-kvalifikationen efter 0-0 mod Astana

- Vi skal huske, at FC Midtjylland kun er 20 år gammel. Så vi har udviklet os step by step, og vi har et rigtig godt fundament til at bygge videre på. På den måde er det ikke en katastrofe, men 100 millioner eller 150 millioner, som man kunne vinde i runde tal i Champinons League, det er selvfølgelig en rigtig stor portion penge, som ville gøre en kæmpe forskel i FCM, fortæller administrerende direktør for FC Midtjylland, Claus Steinlein.

Thorup og tropperne skal nu hurtigt ovenpå igen og forsøge at komme i den anden store europæiske turnering.

- Det er jo Europa League, og det har vi været i før med stor succes. Det giver os også nogle udfordringer, fordi der er rigtige gode hold der, så vi kommer til at møde hård modstand.

- Så prøv at høre, vi skal nok være klar til det. Lige nu er vi skuffede, men det er vi ikke ret meget længere, fordi der kommer en kamp lige rundt om hjørnet, forsikrer cheftræner Jess Thorup.

02:13

Se tv-indslag om reaktionerne i FCM.

Luk video