Steffen Højer ny assistenttræner for U21-landsholdet

Albert Capellas og Steffen Højer udgør den nye trænerduo på det danske U21-landshold.

Tidligere cheftræner for Viborg FF, Steffen Højer, bliver ny assistenttræner for U21-landsholdet. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Den tidligere Brøndby-assistenttræner Albert Capellas bliver ny træner for det danske U21-landshold.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på et pressemøde. Spanieren afløser Niels Frederiksen, der er blevet ansat som cheftræner i Brøndby.

Læs også Viborg FF fyrer trænerduo efter mislykket oprykning

- Jeg er meget glad for at vende tilbage til dansk fodbold. Jeg havde tidligere en fantastisk tid i Brøndby, siger Capellas på pressemødet.

- Jeg er stolt over at skulle træne det danske U21-landshold, der er et af de bedste hold i Europa og har været det i et årti.

- Vi ser frem til at samarbejde med de danske klubber og trænere for at dele vores viden og vores fodboldidéer, så vi sammen kan udvikle dansk fodbold.

- Det hele handler om at udvikle dansk fodbold, siger den nye danske U21-landstræner.

Læs også Ungt trænertalent fra FCK bliver ny cheftræner i Viborg

Tidligere VFF-træner bliver assistent

Steffen Højer, der i begyndelsen af juni blev fyret som cheftræner i 1. divisionsklubben Viborg, bliver Capellas' assistent.

På onsdagens pressemøde blev det også offentliggjort, at DBU opruster i staben omkring U21-landsholdet.

Assistenttræner Højer ansættes på fuld tid på holdet, der desuden får tilknyttet en fast analytiker og en fysisk træner.

Capellas var assistenttræner i Brøndby fra sommeren 2014 til udgangen af 2015. Derefter var han U17-træner i klubben i et halvt år. Han har en fortid på Barcelonas ungdomsakademi, La Masia, og har desuden været forbi klubber som Vitesse, Maccabi Tel Aviv og Borussia Dortmund som assistent.

Læs også Viborg misser oprykning efter vildt drama

48-årige Niels Frederiksen er netop stoppet som træner for U21-landsholdet efter fire år på posten. Frederiksens sidste opgave var U21-EM, som Danmark røg ud af søndag aften. Danmark skulle i sidste gruppekamp besejre Serbien med tre mål og håbe på lidt hjælp for at gå videre, men det danske mandskab røg ud efter gruppespillet.

Allerede inden U21-EM blev det offentliggjort, at Niels Frederiksen var Brøndbys valg som ny cheftræner.