Steenberg: Integration skal begynde fra dag et

Andreas Steenberg vil integrere flygtninge med det samme, for at undgå episoder som dem fra nattelivet i Thisted.

Steenberg
Foto: TV MIDTVEST

Efter flere unge piger i Thisted har følt sig krænket af asylansøgere i nattelivet, blander De Radikales Andreas Steenberg sig i debatten.

MF'eren opfordrer til, at integrationen af asylansøgere skal begynde det øjeblik, de sætter den første fod i landet.

- Jeg synes, vi står med et klart valg her i Danmark. De her mennesker kommer uanset hvad, enten så lader vi dem sidde i nogle lejre, hvor de ender på overførselsindkomst, eller også går vi i gang med integration fra dag et. Hvis man går i gang med integration fra dag et, så indebærer det selvfølgelig også, at det er god idé at undervise de skikke der i Danmark, som politiet og kommunen gør her i Thisted, siger Andreas Steenberg fra De Radikale. 

Politiet i Thisted har i dag besøgt asylnødcenteret for at tale med beboere og personale om de kulturelle forskelle, der kan være en del af problemstillingen.

Og det mener Andreas Steenberg er vejen at gå. 

- Starte med at lære dansk, prøve at komme i arbejde, og det er den vej, vi gerne vil gå, fordi de her kommer uanset hvad. Så lad os få dem integreret, så vi forhåbentlig kan få noget godt ud af. I stedet for det vi hører her, fortsætter De Radikales Andreas Steenberg.