Statsministeren: Vil flytte flere statslige arbejdspladser

Lars Løkke Rasmussen lover ny fase med udflytning under Viborg-besøg

Statsministeren roser det stærke juridiske og faglige miljø i Nævnenes Hus og hos Civilstyrelsen i Viborg.
Statsministeren roser det stærke juridiske og faglige miljø i Nævnenes Hus og hos Civilstyrelsen i Viborg.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil hurtigt have sat gang i næste fase af flytningen af statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

Det sagde statsministeren under et besøg i dag i Viborg, hvor han roste det stærke faglige og juridiske miljø, som allerede er opbygget i forbindelse med udflytningen af Civilstyrelsen og Nævnenes Hus til domkirkebyen.

- Det går godt og det er rigtig godt for Viborg, at man nu har fået disse statslige arbejdspladser. Skulle man sige noget dårligt om den beslutning vi har truffet så er det, at vi ikke har gjort det noget før, siger Lars Løkke Rasmussen til TV MIDTVEST.

Fase to

Det var den smalle venstre-regering, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, der tog beslutningen om at flytte i alt 4000 offentlige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. 

Selv om kun halvdelen af disse arbejdspladser er flyttet på nuværende tidspunkt, så barsler trekløver-regeringen med Venstre, Liberal Alliance og Konservative, allerede nu med en fase to.

 - Det sidder vi og arbejder med på de indre linjer, og jeg håber vi kan vende tilbage til mere præcist at fortælle om de nye udflytningsplaner til efteråret, siger statsministeren.

I følge Lars Løkke Rasmussen vil det være oplagt, at flytte omkring 1500 statslige arbejdspladser i forbindelse med oprustningen af SKAT. De mange jobs vil havne i syv, stærke styrelser, som får hjemsted forskellige steder i landet.

Styrker regionen

At regeringens udflytning af statslige arbejdspladser har ført til en større udskiftning af personalet, også i Viborg, bekymrer ikke statsministeren.

- For mig er det ikke et projekt der går ud på at flytte medarbejdere. Det går ud på at flytte arbejdspladser, og vi har fået skabt en stribe nye, attraktive arbejdspladser her i det midtjyske. Og det er godt fordi det styrker den her region på mange fronter, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren peger i den forbindelse på vigtigheden af, at unge der ønsker at gøre karriere i det offentlige, ikke er tvunget til at rejse til København for at få et job.

- Det styrker universitet i Aarhus, at de kan uddanne jurister, som ikke alle sammen skal ind på det private arbejdsmarked, men også har mulighed for at få et statsligt job f.eks. i Viborg, sagde Lars Løkke Rasmussen.