Statsministeren fik romkugle i Skave

Selvom Statsministeren havde travlt med at komme fra Holstebro til Frederikshavn blev der tid til en romkugle i Skave.

thorning2.jpg

Statsminister Helle Thorning Schmidt havde travlt her til morgen, da hun var færdig med sin første 1.maj-tale i Holstebro. Herfra skulle hun nemlig videre til Frederikshavn.

Men selvom man har travlt og man er Statsminister, så kan den lille sult altså godt melde sig. Derfor stoppede hele kortegen med Statsminister, sikkerhedsvagter og presse for en kort stund på Shell-tanken i Skave.

- Det er faktisk anden gang hun stopper for at få en romkugle, fortæller medejer af tankstationen i Skave, Annemette Lund og fortsætter:

- Sidste gang var under kommunalvalget, og hun kunne åbenbart huske os, for vi fik da en god snak om dengang, i dag.

Selvom det var det hele store opbud på tankstationen, så overraskede det de ansatte på tankstationen, hvordan statsministeren var i virkeligheden.

- Hun er så nær og nede på jorden. Det var virkelig en god oplevelse, at have hende på besøg.

Svigermors romkugler og kaffe

Romkuglen, som statsministeren fik med på turen, er lavet af Annemette Lunds svigermor. Tankstationen måtte dog skuffe de medrejsende i kortegen. Der var nemlig kun to tilbage.

- Dem fik statsministeren selvfølgelig, og så sagde jeg til hende, at hun måtte ringe i forvejen en anden gang, hvis hun ville have flere, fortæller Annemette Lund.

Statsministeren blev også tilbudt frisksmurte sandwich i tilfælde af, at de ikke havde frokosten klar i Fælledparken, hvor hun netop har holdt tale for fuld fløjtekoncert.